Laura og Rebecca's tale ved årets Rosenparade.

Hej alle sammen mit navn er Laura Rohmann, jeg bliver 16 til december og jeg har i løbet af min pony tid på landsplan redet på Traeumer og Top Karetino.

Hej alle sammen, mit navn er Rebecca…….

Laura

Da Rigmor ringede og spurgte om jeg ville holde talen i år, var min første tanke rent ud sagt FUCK! Hvordan i alverden gør man det, og hvad skal jeg sige, men må alligevel erkende, at jeg er meget beæret over at blive spurgt om dette. Jeg spurgte om Rebecca ikke havde lyst til at være en del af denne ære, og heldigvis ville hun gerne. Vi kunne nok alle sammen snakke i flere timer, om alle de gode oplevelser man har haft som ponyrytter, alle de fantastiske venskaber man får skaffet sig undervejs, gennem denne lange rejse vi alle sammen har været på, alt dette er uundværligt. Og ja her står vi så i dag, ved at være ved vejs ende af vores rejse, som afgangselever. For det er vel egentlig hvad vi er, faktisk burde vi gøre ligesom afgangseleverne i USA, kaste vores huer op i luften for at fejre alt det, vi hver især har opnået. Meeeeen til de priser de her kære hjelme koster, så tænker jeg bare at det er bedst at vi beholder dem på.

Rebecca

Ja hjelmen er jo ikke det eneste der koster i denne sport, alt koster jo, udstyr til rytter og udstyr til pony, og selv det at sørge for at vores dejlige dyr bliver passet med alt, dyrlæge, smed, foder, opstaldning, og alle de stævner vi får lov til at starte, alle de overnatninger her og der. DET kunne ingen af os gøre uden de bedste forældre, som altid er der 100% for os, bakker os op hele vejen. Gladeligt står op kl. 04.00 om morgenen for vores skyld, aflyser diverse familie og andre arrangementer for vores skyld, med eneste begrundelse, ”Jamen der er jo ride stævne”. Og mon ikke vi alle også kan se tilbage og tænke på den eller de trænere, der har hjulpet os hele vejen, har troet på os, og har formået at dygtiggøre os mere og mere. Uden dem var det jo hellere ikke muligt. Vi har jo et helt team bag os, hver især, hvor mange kan lige prale af det, det kan vi, og vi er i hvert fald mega stolte af at kunne prale om det.

Laura

Vi husker nok alle sammen, den dag hvor man endelig fik sin første pony. Man var så stolt og glad, kunne næsten ikke være i sig selv, fordi man bare havde set frem til det så længe, plaget sine forældre så meget man overhovedet kunne, ind til de på et tidspunkt ikke kunne klare at høre på os mere, og så fik man sin pony. Og hvilken pony, den var jo uden sammenligning den smukkeste pony i hele verden. Hver dag var det eneste man så frem til, at komme hjem fra skole og ud og ride på sin elskede pony. Og selvfølgelig skulle den hver dag børstes grundigt, og endda nogle gange pyntes med blomster. Tror da også de fleste af os har eksperimenteret med hjemmelavede hesteguffere, om ikke andet så kunne de da bruges til at lære vores elskede pony sjove tricks.
Men med tiden blev man dygtigere og dygtigere, og man trænede og trænede, alt man overhovedet kunne for at blive bedre, og efter hånden, tjaaa så blev det hele ens liv. Og gennem disse pony år, har mange af os også været så privilegeret, at vi har oplevet kærligheden og nye eventyr med forskellige ponyer.
Vi kan vel også alle nikke genkendende til, hvordan vi så ud som små ponyryttere, man kan da i hvert fald konstatere at tøjstilen efterhånden er blevet ændret. 


Rebecca

Nå men på et tidspunkt så blev man alligevel så god, at man følte man var klar til at starte stævner, og tror da vi alle kan blive enige om, at stævnerne i den grad er essensen af sporten, og det er her det hele sådan rigtigt begynder at blive sjovt.
Der er pludselig noget at arbejde hen imod - hvert stævne, hver eneste kritik er kun med til at gøre os bedre, og vise os vejen mod næste mål. Til alle de stævner møder man efterhånden en masse søde mennesker, ofte er det de samme mennesker man møder, man får skabt venskaber man ellers ikke ville have, og det er dem der betyder noget. MEN at komme på landsplan, var i den grad anderledes, her var det jo altid de samme mennesker man hyggede med en hel weekend, og det var noget vi i den grad så frem til. Vi tog jo hellere end gerne fri fra skole et par dage, netop for at skulle til stævne sammen med de bedste veninder og deres søde familier.

Laura

Selvom vi jo alle sammen har et vinder gen, og gerne vil stå på podiet, og alle yder deres bedste i håbet om netop at opnå dette, så er det også ensbetydende med at vi ønsker at slå de andre, selv vores bedste veninder. Men trods det, så er veninderne stadigvæk en meget stor del af ridesporten - også selvom de klarer sig bedre end en selv. For det er jo en ting vi lærer, at det for os alle går op og ned, men det gør vel bare at vi kæmper endnu hårdere for at blive bedre. Vi kan nok alle sammen blive enige om at det har kostet blod sved og tårer, for at vi i dag står her, men det har været det hele værd. Og mest af alt, er der jo en altoverskyggende glæde ved at være til disse landsstævner, sammenholdet, en stor bunke ryttere der slænger sig arm i arm henover stævnepladsen, en masse sjove grin, altid en skulder at græde ved, generelt et sammenhold der er helt unik.

Rebecca

Så mange gode oplevelser og stævner vi sammen med jer har været en del af, kan slet ikke beskrives. Vi har selv været så heldige at være en del af fællesskabet her oppe på landsplan i nogle år efterhånden. Nok de bedste år i vores liv, kan næsten ikke tælle alle de fantastiske mennesker vi har lært at kende. Mange rider slet ikke pony mere, og nogle af dem, er vi nu begyndt at møde til heste stævner, - se det er bare så hyggeligt. Men til jer der fortsætter, nyd det alt i overhovedet kan, for tiden flyver afsted, og hurtigere end i kan forestille jer, så kommer i også hertil. Vi kommer til at savne ikke mindst stævnerne, men i særdeleshed også jer.
Men godt vi har DRF Live, så vi stadig kan følge jeres rejse.

Laura

Hvad angår mig selv, er jeg så heldig at jeg har en lillesøster som overtager Troels, så helt slipper i ikke for mig, er vel nødt til at være hendes groom, er det ikke det storesøstre gør?? Tror flere kan nikke genkendende til det.
Så heldigvis kommer jeg stadig med, og kan hygge her til landsstævnerne.
Tusind tak til jer alle sammen for at have været med til at gøre ponytiden så helt fantastisk, og især også jer Jette og Rigmor, for altid at være der, når man har brug for et godt råd og for at have givet Rebecca og jeg den største oplevelse - at få lov til at repræsentere Danmark til De Nordiske mesterskaber 2017. En oplevelse ud over det sædvanlige, og et sammenhold i Sverige, der ikke var til at tage fejl af.
Jette og Rigmor - I er en stor del af byggestenen i ponydressur, for om nogen så lærer i os om disciplin og mål man skal sætte sig. Men samtidig er i helt fantastiske til at få os til at tro på os selv, og vide at det er ok at fejle, med det for øje at vi altid kan rejse os igen. Vi håber i bliver ved længe endnu, for kan slet ikke forestille os denne pony-verden uden jer.
En stor tak til jer.

Buket til Jette og Rigmor

Laura og Rebecca

Med disse ord - vil vi gerne sige tak for denne tid, dette eventyr, og dette fællesskab.
Gud bevare .............. Ponyrytterne